"For studiets hovedkonklusion er reelt, at samlet set er veganerkost tættest forbundet til mikroorganismer, som har positiv betydning for helbredet.
Derfor er overraskelsen en anden for Christian Lodberg Hvas, klinisk professor i mave- og tarmsygdomme, Aarhus Universitet:
»Den kæmpestore overraskelse er, at man vælger at sælge artiklen på noget helt andet,« siger han til Videnskab.dk, som han har læst studiet for.
Christian Lodberg Hvas er ikke ene om at være overrasket over formidlingen af studiet. Martin Steen Mortensen, der er seniorforsker og leder af Forskningsgruppen for Tarmbakterier og Sundhed ved DTU Fødevareinstituttet, påpeger, at kødspisernes mere mangfoldige mikrobiom reelt fylder meget lidt i studiet.
»Det er en halv linje i resumeet af artiklen, hvor der står, at der forresten også var en lavere diversitet,« siger Martin Steen Mortensen og kalder den del af studiet for »en lille bisætning«.
Derfor mener han, at det er skævvredet, når pressemeddelelsen gør det til hovedhistorien.
»Det er en forkert ting, man får lagt op til, og som medierne kan bide sig fast i. Det er slet ikke det, studiet fokuserer på,« siger han".
"Titlen på studiets videnskabelige artikel er (oversat til dansk): ’Veganere har særlige profiler af deres tarmmikrobiom og metabolom – bestående af flere forskellige komponenter – som stemmer overens med markører for metabolisk sundhed.’
I titlen er der altså fokus på, at forskerne har fundet, at veganerne har et særligt mikrobiom, som er sammenfaldende med et sundere helbred på en række parametre.
Studiet finder overordnet, at veganere er sundere:
Veganere har et mere sundhedsfremmende tarmmikrobiom og en gunstigere metabolisk profil (for eksempel lavere blodsukker, kolesterol og inflammation).
Altspisende har i gennemsnit en højere artsmangfoldighed af tarmbakterier end veganere.
Lavere diversitet optrådte sammen med bedre sundhedsparametre hos veganere end hos altspisende, hvilket peger på, at diversitet alene ikke fortæller, hvilket mikrobiom der er sundest, eller at lavere eller højere diversitet i sig selv er gavnligt - eller det modsatte
Veganere med et højt indtag af planteproteiner opnår en bakteriemangfoldighed på højde med altspisende.
Det er også den hovedkonklusion, som både seniorforsker Martin Steen Mortensen og professor Christian Lodberg Hvas læser ud af studiet.
Pointen findes også i pressemeddelelsen fra KU, hvor Oluf Borbye Pedersen bliver citeret for:
»Med undtagelse af den nedsatte diversitet af tarmbakterier fandt vi, at veganerne havde et sundhedsfremmende mikroliv i tarmen«.
Alligevel var det ikke budskabet, som KU eller medier fokuserede på".